Adrenalin og action i Østafrika
Jinja ligger smukt ved Nilens udspring fra Lake Victoria, hvor floden begynder sin lange rejse mod nord gennem Afrika. Det giver byen en unik atmosfære og spændende muligheder for aktiviteter som kajakture, bungee jumping, zip-lining og rafting.
Jinja er også et skønt sted at slappe af efter en safari. Byens rolige stemning og beliggenhed ved vandet gør det nemt at sænke tempoet og nyde et par afslappende dage. Her finder du også en smuk golfbane, hvor hullerne er opkaldt efter forskellige vilde dyr. Så måske går turen forbi både pytonslangen og flodhesten, inden du når sidste hul.
Oplev Jinjas lokale smagsoplevelser og håndværk
At udforske Jinjas kultur ved at besøge lokale markeder og små restauranter er en god måde at tilbringe dagen på. Hovedmarkedet i byens centrum er en farverig udstilling af friske råvarer, kunsthåndværk og tøj. Og så er der ikke noget bedre end at prøve det lokale køkken efter din shoppingtur. Lokale restauranter og madboder byder på lækkerier som matoke (kogte bananer), samosaer (en populær gademad) og Ugandas stolthed: Rolex. Denne omelet med grøntsager, rullet ind i en chapati, er den mest populære morgenmad på Ugandas gader.
Museer og kulturskatte
Jinjas rige kulturelle og historiske arv kan opleves på flere museer og kulturcentre, hvor besøgende får mulighed for at fordybe sig i lokale skikke og traditioner samt udforske byens fortid og udvikling gennem tiden.
Jinjas højdepunkter
- Nilbroen, også kaldet New Jinja Bridge, er et af Jinjas mest ikoniske landemærker.
- Kun 25 kilometer længere nede ad Nilen ligger spektakulære Wildwaters Lodge på en ø midt i floden, omgivet af brusende strømfald i klasse 5. Et helt særligt sted for dig, der gerne vil kombinere afslapning med lidt ekstra eventyr.
- Nilen har sit udspring i Lake Victoria, og en bådtur ud til stedet, hvor floden begynder sin lange rejse mod nord, er bestemt værd at tage med.
Aktiviteter i Jinja
- Få pulsen op med rafting eller kajak på Nilen, hvor de kraftige strømfald sørger for masser af fart og spænding.
- Tag på en kulturel tur til fods eller på cykel, hvor du besøger markedet, smager på den lokale mad og følger med en guide rundt til lokalbefolkningen, så du kan opleve deres livsstil og se deres hverdag.
- Test dine evner på den lokale 18-hullers golfbane.
- Oplev ziplining i Mabira Forest Reserve og svæv gennem junglen som en ægte Tarzan eller Jane!
Klima
Jinja har et varmt og fugtigt tropisk regnskovsklima med to regnperioder, der løber fra marts til maj og fra oktober til november. Tørsæsonen strækker sig fra december til februar og igen fra juni til september. Temperaturerne ligger året rundt mellem 25 og 30 grader, hvilket skaber ideelle forhold til alle dine vandaktiviteter.
Sådan kommer du dertil
Jinja ligger to timers kørsel fra Ugandas hovedstad, Kampala. Det er også muligt at komme dertil med indenrigsfly fra Entebbe International Airport.
INFORMATION OG FAKTA
Oplev den pulserende by Jinja – Østafrikas adrenalinhovedstad! Denne charmerende by ligger ved bredden af Lake Victoria, tæt på Nilens berømte udspring, og omkranses af imponerende strømfald og vandfald, som byder på spænding med rafting, bungee jumping, ziplining og kajakture.
Byens levende kultur, farverige markeder og rige historiske arv fuldender oplevelsen. Jinja er et sted, du ikke må gå glip af!
Vidste du, at…
- … golfbanen i Jinja blev grundlagt i 1920’erne og havde engang en helt særlig lokal regel: Landede bolden i et flodhestefodaftryk, måtte spilleren flytte den uden straf!
- … Jinja under kolonitiden var et vigtigt handelscentrum for sukker, tekstiler og produktion?
- … du kan bungyjumpe over Nilen i Jinja både om dagen og om natten?