Namibia er fuld af kontraster: På den ene side er landet hjemsted for et imponerende og varieret dyreliv, og på den anden side gør de tørre og barske landskaber det svært overhovedet at overleve (og endnu sværere at trives). Men trods alle odds har Namibias ørkendyr fundet en vej og udviklet fascinerende og helt unikke evner til livet i de ekstreme omgivelser.
Namibørkenen og Kalahari dækker store dele af Namibia, og omkring 85 % af landet består af ørken eller halvtørre områder. Med meget lidt vand, sparsomt med næringsrig føde og ekstrem varme er det ikke ligefrem de nemmeste forhold at leve under. Alligevel har naturen fundet en vej og udstyret dyrene med helt særlige evner, der gør det muligt for dem at klare sig i de ellers barske og ugæstfrie landskaber.
Lad os se nærmere på fire områder og de ørkendyr, der lever her.

Med sine imponerende 55-80 millioner år på bagen er Namibørkenen en af verdens ældste ørkener. Derfor er det måske heller ikke så overraskende, at en lang række dyr gennem tiden har formået at gøre de barske landskaber til deres hjem. I denne ørken finder du:
Du kan finde dem alle i Namibørkenens sandede og klippefyldte landskaber. Og så er der Welwitschia-planten, der ganske vist ikke er et dyr, men er værd at nævne alligevel. Den er en af verdens længstlevende planter, og nogle af dem er flere tusinde år gamle!
Med sine lange horn og karakteristiske sort-hvide aftegninger er gemsbokken, også kaldet oryx, et imponerende syn i Namibørkenens sandklitter. Men det mest fascinerende er måden, den har tilpasset sig på. Den kan klare sig i ugevis uden at drikke, blandt andet fordi den får det meste af sin væske fra saftige planter og rødder, men også fordi dens nyrer er særligt gode til at holde på vand. Gemsbokkens lyse pels reflekterer solens stråler, mens særlige blodkar i næsen hjælper med at køle hjernen. Og for at undgå at svede kan gemsbokken lade sin kropstemperatur stige helt op til 45 °C.
Namibørkenbillen er lille, men fuld af smarte løsninger. Faktisk har dens særlige teknik inspireret os mennesker. Når tågen ruller ind fra kysten om morgenen, kravler billen op på toppen af en sandklit, løfter bagkroppen og spreder vingerne. Fugten fra tågen samler sig på kroppen og løber ned mod munden, så billen kan drikke den.
Denne geniale teknik har inspireret forskere til at udvikle et net, der kan opsamle vand fra tåge i tørre områder rundt om i verden – efter samme princip som billen bruger i Namibørkenen.
Med øde landskaber så langt øjet rækker ligger disse lodges midt i Namibias vilde natur.
Fra enorme bjerge og dybe kløfter til gamle lavaområder og grønne flodbredder – denne del af det nordvestlige Namibia byder på lidt af hvert. Det meste af landskabet er dog rå, stenet ørken og en del af Namibørkenen. Faktisk er området så tørt, at det ofte kaldes ‘Namibørkenens skelet’. Men selv under de barske forhold er der liv, og dyrene har udviklet helt særlige måder at klare sig på. Her lever blandt andet leoparder, geparder, giraffer, Hartmanns bjergzebraer og mange andre dyr. Men de helt store stjerner er disse:
Elefanterne i Damaraland har mindre kroppe, bredere fødder og længere ben, hvilket gør dem godt rustet til at bevæge sig rundt på Kunenes stenede sletter. De kan klare sig i op til tre dage uden vand, og med kun omkring 350 individer tilbage er det en helt særlig oplevelse at få øje på dem.
De omkring 150 ørkenløver, der er tilbage i verden, kan vandre op til 70 kilometer på jagt efter føde og vand. De kender området ud og ind og giver denne viden videre til deres unger. Ørkenløverne er slankere end andre løver, og hannernes manker er mindre, så de bedre kan klare varmen.
Kunene er hjemsted for verdens største bestand af fritlevende sorte næsehorn. Næsehornene behøver ikke at drikke vand hver dag, da de får en stor del af den nødvendige væske gennem ørkenens planter. Ligesom løverne kender de de barske landskaber ud og ind.
Der er The Big Five, The Little Five – og så er der Namibias helt egne Little Five: fem små, men helt særlige ørkendyr, der bestemt fortjener lidt opmærksomhed.
Med sine svømmehudslignende fødder suser denne næsten gennemsigtige gekko hen over sandet og graver sig ned i det. Man skulle tro, at den var som skabt til livet i ørkenen, men der er lige én lille udfordring: Den har ingen øjenlåg. Får den sand i øjnene, må den derfor bruge tungen til at slikke dem rene.
Der skal som bekendt to til en tango, og i Namibias ørken findes der faktisk to dansende edderkopper. Den største trommer med forbenene mod sandet for at kommunikere med andre edderkopper. Den mindre slår nærmest vejrmøller ned ad sandklitterne for at slippe væk fra sine fjender.
Disse små slanger bevæger sig sidelæns hen over sandklitterne og bruger ørkenen som camouflage, når de jager. De graver sig ned i sandet, så kun øjnene og halespidsen stikker op. Byttedyret tror, at halespidsen er et insekt, og når det kommer tæt nok på, slår slangen til.
Disse firben kunne næsten være med i Vild med dans. For ikke at få det for varmt på det glohede sand løfter de skiftevis fødderne, så det næsten ser ud, som om de danser. De har også et særligt organ, der kan lagre vand, som de blandt andet får fra morgentågen. Takket være disse smarte tilpasninger kan de klare temperaturer på helt op til 44 °C.
Namaqua-kamæleonen skifter farve for at regulere sin kropstemperatur. Den lyse bug reflekterer varmen fra sandet, mens resten af kroppen kan skifte mellem fem forskellige nuancer alt efter temperatur, lys og humør. Ligesom Namibørkenbillen får den vand fra tågen, der kommer ind fra kysten. Den gør kroppen flad, læner sig til siden og slikker de små vanddråber af huden.
Den dag i dag ved ingen med sikkerhed, hvor disse heste egentlig stammer fra.
Uanset hvordan hestene er endt i Namibørkenen mellem Aus og Lüderitz, er de noget helt særligt. I dag er der omkring 90-150 heste tilbage, og i de tørre perioder går hestene nærmest i arbejdsmode. De bevæger sig i et roligt tempo over enorme afstande, spiser, når muligheden byder sig, og venter så længe som muligt med at opsøge vandhullerne, da de kan klare sig uden vand i op til 72 timer. Når regnen kommer, tager de den lidt mere med ro. I denne periode holder de sig tættere på vandet og bruger mere tid på at lege og slappe af.

Namibia er hjemsted for flere hyænearter, men med sin lange, brune pels skiller den brune hyæne sig ud. Omkring 50 % af bestanden lever langs kysten fra Skeleton Coast og helt ned til Lüderitz. Derfor kaldes den også strandwolf, som er afrikaans for “strandulv”. Med den sortryggede sjakal som stort set eneste konkurrent til føden i området er der som regel nok at spise.
Samtidig spiller den brune hyæne en vigtig rolle i naturens kredsløb. Som ådselæder rydder den op langs stranden ved at spise døde dyr og transporterer samtidig næringsstoffer fra havet ind i ørkenen, når den bringer føde med hjem til sine unger. På den måde skaber den en helt særlig forbindelse mellem havets og ørkenens økosystemer. Selvom den har adgang til vand langs kysten, behøver den ikke drikke ret meget, fordi den får det meste af sin væske gennem føden. Den brune hyæne er primært aktiv om natten og derfor ikke nem at få øje på. Vi krydser derfor fingre for, at du er heldig nok til at møde en under din safari i Namibia.
Hvis du vil øge dine chancer for at opleve både disse fascinerende dyr på din rejse gennem Namibia, er disse aktiviteter lige noget for dig.