Giraffer og zebraer omgivet af akacietræer og grønne græsarealer i Arusha National Park

Arusha National Park

TripAdvisor Travellers' Choice

Se sort-hvide colobusaber bevæge sig gennem skoven, få øje på giraffer på græsarealerne og udforsk Momella Lakes fra en kano. Arusha National Park byder på mange forskellige safarioplevelser, og det hele ligger kun en kort tur fra byen Arusha!

Mount Meru rejser sig majestætisk over parken og byder på frodige, skovklædte bjergsider, smukke vandfald og spændende vandrestier, som du kan udforske sammen med en parkguide. Uanset om du besøger parken på en dagstur eller bliver flere dage for at bestige bjerget, er der masser af muligheder for at lade safaribilen stå og opleve naturen til fods.

Dyrelivet i Arusha National Park

Husk at kigge op, når du kører gennem skoven! Her kan du være heldig at få øje på de sort-hvide colobusaber, som er nogle af parkens mest kendte beboere og ofte holder til højt oppe i træerne. Du kan også se blå aber og bavianer, mens giraffer, zebraer, bøfler og vortesvin strejfer rundt på græsarealerne.

Ved Momella Lakes kan du være heldig at se vandbukke langs bredden og flamingoer, der søger efter føde i det lave vand. Er du vild med fugle, er der også masser at glæde sig til – parken er nemlig hjemsted for mere end 400 forskellige fuglearter.

Er du nysgerrig? Så tag et kig rundt i Arusha National Park

Explore Arusha National Park with Tanzania Specialist

Informationer og fakta

Arusha National Park byder på en varieret natur med frodige skove, åbne græssletter og alkaliske søer omkring Mount Meru. Hold øje med de sort-hvide colobusaber højt oppe i træerne og giraffer og bøfler, der bevæger sig rundt i de åbne områder.

Højdepunkter blandt dyrelivet

  • Bøfler
  • Giraffer
  • Zebraer
  • Sort-hvide colobusaber
  • Blå aber
  • Vervetaber
  • Bavianer
  • Vandbukke
  • Buskbukke
  • Vortesvin
  • Mere end 400 fuglearter, herunder flamingoer

Fakta om Arusha National Park

  • Huser Mount Meru – Tanzanias næsthøjeste bjerg
  • Momella Lakes – syv, lavvandede, alkaliske søer
  • Ngurdoto-krateret med skovklædte vægge og en sumpet bund
  • Fantastisk udsigt til Mount Kilimanjaro på klare dage
  • Aktiviteter omfatter safarier til fods, kanosejlads og bjergvandringer

Tripadvisor-oplevelser

Fra skovstier til udsigt over kratere

Arusha National Park byder på en overraskende varieret natur på et forholdsvis lille område med alt fra Mount Merus skovklædte bjergsider til Ngurdoto-krateret og de smukke Momella Lakes.

Mount Meru

Mount Meru præger en stor del af landskabet i Arusha National Park. De skovklædte bjergsider går gradvist over i græssletter og mere åbne landskaber længere oppe. Indimellem åbner skoven sig og giver en fantastisk udsigt til bjerget.

Ngurdoto-krateret

Ngurdoto-krateret er endnu en påmindelse om parkens vulkanske oprindelse. Kraterets stejle sider er dækket af tæt skov, mens bunden består af sumpede områder. Gør et stop ved et af udsigtspunkterne langs kraterkanten og nyd udsigten ned i krateret.

Momella Lakes

I nordøst åbner skoven sig op omkring de syv Momella Lakes. Disse lavvandede, alkaliske søer ligger ved foden af Mount Meru og byder på et skift i landskabet i forhold til de skovklædte stier. På en klar dag kan du måske også få øje på Kilimanjaro i det fjerne!

Oplev Arusha på din egen måde

Der er masser at opleve i og omkring Arusha Nationalpark – fra spændende vandresafarier og kanoture til smukke vandfald og besøg på lokale kaffeplantager.

Sådan kommer du til Arusha National Park

Arusha National Park ligger ca. 45 minutters kørsel fra byen Arusha, afhængigt af hvor du bor og trafikken undervejs. Beliggenheden gør det til en nem dagstur eller et første stop, inden du fortsætter til Tanzanias andre safariparker i nord.

Safariruter, der lægger vejen forbi Arusha National Park

Begynd dit eventyr med en dag i Arusha Nationalpark, inden turen går videre til andre spændende områder i det nordlige Tanzania. Her kan du se eksempler på, hvordan et besøg i parken kan blive en del af din rejse, som selvfølgelig kan tilpasses dine ønsker og planer.

Klimaet i Arusha National Park

Arusha National Park har et mildt klima med kølige morgener og aftener. Jo højere du kommer op på Mount Meru, desto køligere bliver det. Bjergsiderne er også ofte dækket af skyer og får mere regn, selv når det er tørt i de omkringliggende områder.

Den primære tørsæson strækker sig fra juni til oktober. Den lange regntid falder normalt fra marts til maj, efterfulgt af den korte regntid i november og december. Januar og februar byder ofte på en tørrere periode mellem de to. Husk at pakke tøj, du kan have på i flere lag, og en vandtæt jakke, især hvis du skal ud at vandre.

IM_TZ_ANP_Giraffe with baby
IM_TZ_ANP_Waterbuck

Det bedste tidspunkt at besøge Arusha National Park

Du kan besøge Arusha National Park hele året rundt, men fra juni til oktober er vejret som regel tørrere, hvilket er ideelt til safarier til fods og vandreture på Mount Meru. Januar og februar er også værd at overveje, da nedbøren ofte aftager mellem de to regntider.

Hvis du ikke har noget imod lidt regn, byder de mere regnfulde måneder på et grønnere landskab. Det er en god idé at være lidt fleksibel med dine udendørsaktiviteter, især fra marts til maj, hvor der som regel falder mest regn.

Overnatningsmuligheder ved Arusha National Park

De fleste vælger at besøge Arusha National Park på en dagstur fra deres overnatningssted i eller omkring Arusha. Du kan vælge at bo inde i byen eller finde en hyggelig lodge nær Usa River, hvis du foretrækker lidt mere fred og ro. Her har vi samlet nogle gode bud på, hvor du kan overnatte under denne del af din safari.

Ofte stillede spørgsmål om Arusha National Park