Vejret i Namibia

I Namibia ser årstiderne lidt anderledes ud, end vi er vant til hjemmefra. Her taler man ikke om fire årstider, men primært om to sæsoner: tørsæsonen og regntiden (også kaldet den grønne sæson). Fælles for dem begge er masser af sol. Med mere end 300 solskinsdage om året er der nemlig gode chancer for blå himmel, uanset hvornår du rejser.

Temperaturen kan til gengæld variere en del i løbet af dagen. Solrige og varme eftermiddage kan hurtigt blive til kølige aftener og nætter, især i ørkenen. Derfor er det en god idé at pakke både shorts og en varm fleece. Velkommen til Namibia!

De åbne landskaber i Okonjima Nature Reserve i Namibia set fra oven med buske og træer

Tørsæsonen

Fra maj til oktober byder Namibia på klar blå himmel, tør luft og behageligt varme dage. Om dagen ligger temperaturen som regel på 20-30 °C, selvom det i ørkenområderne kan føles varmere om eftermiddagen.

Tidligt om morgenen og om aftenen kan det til gengæld blive overraskende køligt, især omkring Sossusvlei, Damaraland og Etosha, hvor temperaturen kan nærme sig frysepunktet før solopgang. Så det er en god idé at klæde sig efter lag-på-lag-princippet!

I september og oktober begynder temperaturen for alvor at stige. Det er ofte nogle af årets varmeste og tørreste måneder, og mange steder kan temperaturen snige sig over 35 °C, inden regnen vender tilbage. Samtidig bliver landskaberne stadig tørrere, og ørkenen breder sig i støvede, gyldne nuancer. Det er Namibia, når naturen viser sig fra sin mest barske side.

Bølgende klitter i Namibørkenen i Namibia

Regntiden (den grønne sæson)

Den første regn kommer som regel i november og kan forvandle store dele af landet næsten fra den ene dag til den anden. Korte, men ofte spektakulære tordenbyger ruller hen over landskaberne i løbet af eftermiddagen, hvorefter solen igen bryder frem, og igen luften føles frisk og ren. Men bare rolig – bygerne er som regel hurtigt overstået, så der er stadig masser af tid til at komme ud og opleve Namibia.

Fra december til april kommer dagstemperaturen ofte over 30 °C, mens aftenerne forbliver behageligt lune. I det centrale og nordlige Namibia får landskaberne sine grønne nuancer tilbage, floderne fyldes med vand, og mange dyr får deres unger. Men selv i regntiden er der masser af sol, og hele dage med gråvejr hører til sjældenhederne.

Solen titter frem bag mørke skyer over naturreservatet Okonjima i Namibia

Solskin året rundt

Uanset om du bevæger dig gennem de enorme sandklitter i Sossusvlei, leder efter ørkentilpassede dyr i Damaraland eller udforsker de vidtstrakte sletter i Etosha, er Namibias vejr en del af eventyret.

En dag kan begynde med frost på bilruden, fortsætte under en skyfri himmel og slutte med en spektakulær solnedgang over ørkenen. Det er bare endnu en helt almindelig dag i Namibia!