21 marts 2024
Ville det ikke være fantastisk at opleve alle de dyr i deres naturlige omgivelser, som dine børn ellers kun ser i deres billedbøger?
“Jo,” tænker du måske “men er en safari med børn ikke både farlig og besværlig?”
Det forstår vi godt! Du befinder dig trods alt i et land langt hjemmefra, omgivet af vilde dyr og nye indtryk. Og du er langt fra den eneste, der har haft de tanker. Men, vi kan tage de bekymringer fra dig.
I denne artikel deler vores rejsekonsulenter Julia og Laura deres bedste tips, tricks og erfaringer til, hvordan en safari i Kenya med børn kan blive jeres livs rejse, med masser af spændende aktiviteter og familievenlig indkvartering.

Hvor gamle skal børn være for at komme på safari i Kenya?
Børn i alle aldre er velkomne i nationalparker i Kenya, og nogle steder betaler de endda et reduceret indgangsgebyr. Et godt tegn på, at safarioplevelser også kan være for familier. Rejsekonsulent Julia fortæller:
“Selvfølgelig kender du dine børn bedst. Vi samarbejder med lodges og camps, der er vant til familier med børn. Har du brug for en ekstra seng eller en barneseng, kan vi arrangere det. Og ønsker du et par timer for dig selv, findes der lodges med gode programmer for både yngre og ældre børn.”
Når familier booker en safari i Kenya med børn gennem os, er børnene typisk mindst seks år gamle.
Men det er naturligvis individuelt. Hvis du vurderer, at dit yngre barn vil trives, kan I sagtens tage på familiesafari. Og hvis det giver mere ro at vente et år eller to, så er Kenya der også til den tid.
Perfekt forberedelse
At rejse med børn kræver altid lidt ekstra planlægning, også når turen går på safari i Kenya.
Rejsekonsulent Julia anbefaler:
“Hvis du planlægger en safari i Kenya med børn, så tal med din læge om vaccinationer og forebyggende medicin. Det er også en god idé at tegne en Flying Doctors-forsikring som supplement til din rejseforsikring. Skulle der ske noget uventet, sørger den for hurtig transport til nærmeste hospital.”
Et andet godt tip fra Julia: “Vælg gerne en indkvartering med swimmingpool – så kan børnene lege og køle af efter dagens eventyr, og du kan få et velfortjent øjebliks ro.”
Når det gælder pakning, handler det mest om et velfungerende system. “Man skifter lodge et par gange under rejsen, så pakning kan hurtigt blive uoverskuelig,” fortæller Julia. “Vælg tøjet hjemmefra og pak det som færdige sæt. Læg hvert sæt oven på hinanden og rul det sammen – så sparer du plads og tid. Det beskidte tøj kan du samle i en separat pose.”
5 tips til den perfekte børnevenlige safari i Kenya
Uanset om rejsen går til Masai Mara, Tsavo East, Tsavo West eller Amboseli, kan din familiesafari blive helt uforglemmelig, hvis du blot tænker på et par små detaljer undervejs.
Kenyanerne elsker børn, og vores lokale guider ved præcis, hvordan man gør en safari både sjov og tryg på børnenes måde.
Rejsekonsulent Julia fortæller:
“Vi gør altid vores bedste for, at både du og dine børn får en komfortabel rejse. I kan for eksempel leje selepuder til safarijeepen, og bilerne har ofte køleskab til mælk eller snacks. Har du eller børnene særlige ønsker til kosten, skal du bare fortælle os det på forhånd, så sørger vi for tage os af det.”
Julia deler yderligere fem gode tips til en stressfri familiesafari:
1. Bestil Wi-Fi i bilen, og medbring lidt legetøj, så er der underholdning, hvis de små keder sig undervejs.
2. Hav drikkevarer og snacks klar, eller bestil dem på forhånd, så ingen bliver sultne midt i eventyret.
3. Medbring et par pakker vådservietter – de redder mange situationer.
4. Hvis du rejser med børn der bruger ble, så husk bleposer, da der ikke altid er skraldespande i nærheden.
5. Og vigtigst af alt: solcreme og insektmiddel. De to ting er uundværlige – uanset om du rejser med eller uden børn.
Hvor skal jeg tage hen, og hvor skal jeg bo?
Når du planlægger din safari i Kenya med børn og vælger, hvilke nationalparker I vil besøge, er det en god idé at tænke på afstandene mellem dem. Så får I mulighed for at opleve mange forskellige landskaber og dyr, uden at bruge for meget tid i safarijeepen. Et oplagt udgangspunkt er:
Tsavo East og Tsavo West National Park (2,5 timer fra hinanden)
Ud over klassiske afrikanske dyr som giraffer, zebraer og utallige antilopearter, finder du her også The Big Five – elefanter, næsehorn, bøfler, leoparder og naturligvis løver. Glæd dig også til udsigten til Kilimanjaro og Aruba-dæmningen, hvor krokodiller og flodheste holder til.
Både Salt Lick Safari Lodge, Ngutuni Lodge og Kilaguni Serena Safari Lodge har fantastiske vandhuller, hvor dyrene samles for at drikke.
Det betyder, at du og børnene kan nyde safarioplevelsen direkte fra terrassen med en forfriskende drink i hånden, mens elefanter og impalaer vandrer forbi.

Severin Safari Camp har både en swimmingpool og et fantastisk vandhul, hvor I kan observere dyrene på tæt hold. Derudover tilbyder campen spændende vandresafarier for både børn og voksne.
Et af vores teammedlemmers børn på tre år elsker denne aktivitet – her lærer man nemlig alt om naturens spor, fra dyrefodaftryk til de små detaljer, der fortæller, hvem der har været forbi.
Hvis du ønsker at komme lidt længere væk, kan du kombinere disse to parker med den berømte Amboseli Nationalpark, der ligger omkring fire timers kørsel væk.
Lake Nakuru National Park og Lake Naivasha (1,5 time fra hinanden)
Disse to nationalparker ved Great Rift Valley imponerer med et varieret landskab: fra sumpe og bjerge til skove og klippeformationer. Her kan du opleve fire af The Big Five, sammen med antiloper, aber og et rigt fugleliv. Og især flamingoerne ved Lake Nakuru er umulige at overse, når de farver søen lyserød.
Hvis du gerne vil lidt længere nordpå, kan du kombinere besøget med Ol’ Pejeta Conservancy (ca. tre timers kørsel) og overnatte på Sweetwaters Serena Camp.
Her kan du opleve en helt særlig stemning, da campens vandhul tiltrækker mange dyr, og det er ikke ualmindeligt at se impalaer sove tæt ved teltene, mens mungoer og perlehøns løber frit omkring.
Tre timer syd for Nakuru ligger Masai Mara National Reserve, en af verdens mest ikoniske parker, kendt for den store migration, hvor millioner af gnuer og zebraer krydser sletten.

Andre højdepunkter
Samburu National Reserve
Samburu National Reserve er kendt for sin store bestand af elefanter. Mere end 900 af dem bevæger sig frit rundt i parken i store familier. Et ophold her giver jer mulighed for at komme tættere på de blide kæmper, end I nogensinde havde troet muligt.
Chale Island
Hvis du vil slappe af og undgå den travle stemning på Diani Beach, er den private Chale Island et oplagt valg. Her kan børnene tage en dukkert i en af de tre pools, bygge sandslotte på stranden eller snorkle blandt farverige fisk.
Baobab Beach Resort & Spa
Baobab Breach Resort & Spa har endnu mere at byde på for de yngste gæster. Her finder du børnepools, en børneklub, masser af aktiviteter og underholdning – og naturligvis mange andre børn at lege med og få nye ferievenner blandt.
For de voksne er der også rig mulighed for afslapning og oplevelser. Prøv et madlavningskursus, nyd aftenshows, eller forkæl dig selv i spaen, mens de små bliver passet godt på.
Kort sagt: et ideelt feriested for hele familien, hvor både børn og voksne kan nyde tiden sammen – og hver for sig.
Giraffe Manor
Forestil dig dine børns blik, når en giraf forsigtigt stikker sin hals ind gennem vinduet, mens morgenmaden serveres. Det er oplevelsen på Giraffe Manor! Et helt særligt sted, hvor mennesker og giraffer lever side om side i fredelig harmoni.

Aktiviteter for større børn og teenagere
Hvis dine børn er ældre, kan I naturligvis opleve alt det, der allerede er nævnt – bare i et lidt højere tempo.
Men som alle forældre ved, kræver det indimellem lidt ekstra for at imponere de større børn.
Her er nogle aktiviteter, der uden tvivl vil vække deres eventyrlyst og gøre safarien lige så spændende for dem som for dig.
Natsafari
Hvis en almindelig safari føles lidt for forudsigelig, kan en natsafari være den perfekte variation.
Når mørket falder på, drager du og børnene ud i bushen, hvor helt nye lyde og bevægelser vækkes til live.
Med hjælp fra erfarne guider og lys får I mulighed for at spotte nataktive dyr som jordsvin, servalkatte og hulepindsvin – og måske endda se løver eller leoparder på jagt.
Svøm med hvalhajer og snorkl blandt koraller
Fra december til midten af marts kan du opleve noget helt særligt ved Diani Beach: at svømme med verdens største fisk, hvalhajen.
De er enorme og imponerende, men helt fredelige planteædere, så du kan trygt hoppe i vandet og nyde mødet på tæt hold.
Børnene kan også få store oplevelser under vandet.
Koralrevene langs kysten gemmer på et rigt og farverigt marineliv, og med lidt held kan de få øje på både delfiner og havskildpadder, mens de snorkler.

Shimba Hills National Reserve
En tur gennem Shimba Hills byder på både eventyr og variation. Her kan teenagere opleve elefanter, giraffer, aber og leoparder – og afslutte dagen med et forfriskende bad under et smukt vandfald, der er lige så Instagram-værdigt, som det er forfriskende.
For de mere eventyrlystne er der også mulighed for at udforske området i en firhjulstrækker og komme endnu tættere på naturen.
Har du på fornemmelsen, at dine børn vil elske det her?
Kontakt os, og fortæl, hvad du drømmer om i en familievenlig ferie i Kenya.
Vi tilpasser gerne rejsen, så den passer perfekt til jer – og så I sammen kan skabe minder, der varer hele livet.

